Oplagt mulighed for forberedelse af teknik
Jan har lagt banerne til søndagens løb på hjemmesiden, hvormed alle dels har muligheden for at studere banerne inden start, dels muligheden for selv at printe, hvis man ikke lige fik sig tilmeldt til tiden.
Jeg har set på sagerne, og ser masser af muligheder for at gøre træningsløbet til en rigtig god træning i at læse og forstå kortet, planlægge sit vejvalg og se, hvor man kan løbe stærkt, hvor man skal sætte farten ned, og hvor man skal være meget omhyggelig.
Først og fremmest vil jeg anbefale dig at melde dig til løbet i tide, hvis du vil have et kort i god kvalitet og i rette målestok. Det er få printere, der kan matche den kvalitet, som vi får i Vrå, og der er en række fejlmuligheder, der giver forkert målestok, når man printer selv.
Fordelene ved at se banerne i god tid er mange:
- Man kan se sværhedsgraden på banerne og får bedre mulighed for at tilmelde sig den bane, man tør binde an med - sandsynligvis en lidt sværere bane, end man er vant til, da man har mulighed for at planlægge på forhånd.
- Man kan på forhånd beslutte, hvordan banen skal løbes, og hvad man skal være opmærksom på. "Trafiklysene" i form af grøn (høj hastighed), gul (langsom løb) og rød (forsigtig) kan man udpege hjemmefra.
- Man kan kontakte en træner og få nogle fiduser til planlægningen af løbet. Klubbens trænere fremgår af listen i venstremenuen.
Man kan kontakte en løbekammerat og aftale forskellige vejvalg mellem to poster, for at se hvilket var hurtigst.
Mulighederne er sikkert flere. Jeg hører gerne om jeres oplevelser af dette træningstiltag. Ring, skriv gerne.
Husk træningsløbene skal bruges til træning, og ikke til konkurrence. Så det er jo op til en selv, om man vil benytte muligheden. Selv vil jeg bruge den ind imellem, men det er bestemt også relevant at træne "konkurrencesituationer", hvor der skal træffes hurtige beslutninger.
God fornøjelse!
mvh
Kjeld
- Oprettet den .
- Læst: 1876
